Riborg Voigt

Af Henning Gorm Hansen

HC Andersen var i 1830 på en rundrejse på Fyn og fra d. 6.- 9. aug. opholdt han sig i Faaborg, hvor han indlogerede sig på Gæstgivergaarden (senere Rasmussens Hotel). Han var i København blevet studiekammerat med Chr. Voigt, en søn af storkøbmanden L. P. Voigt, hvis gård vendte ud mod Vestergade nær Vesterport, hvortil han blev inviteret for at besøge familien. Her forelskede han sig i husets datter Riborg. D. 7. aug. var han sammen med andre unge på en sejltur til Dyreborg Skov, som allerede dengang var et yndet udflugtsmål for Faaborgs borgerskab.

Herom skriver han i sin ”Levnedsbog”:

”Der var just kommet et mindre fartøj hjem, som tilhørte faderen. Det lånte han os om eftermiddagen og vi sejlede over til en lille skov og her fik jeg buketter af de unge damer. Hun flettede en egekrans, som hun bad broderen give mig. Om aftenen var jeg i et sjældent godt lune og jeg følte mig virkelig så opvagt.”

Riborg var ganske vist en stor beundrer af Andersen, men hun gengældte ikke hans kærlighed, da hun allerede havde givet sit hjerte til en anden. I sin ulykkelige forelskelse skrev han siden flg. digt til hende:

To brune Øjne jeg nylig saa, 
i dem mit Hjem og min Verden laa.
Der flammed’ Snillet og Barnets Fred;
jeg glemmer dem aldrig i Evighed!”

Under opholdet på Dyreborg plukkede HCA en buket blomster til Riborg. Den indeholdt kløver, vortemælk, nelliker og kurveblomster. Riborg gemte i hemmelighed buketten sammen med andre minder om HCA i sit chatol, hvor hun opbevarede dem lige til sin død. Riborgs datter, Laura, testamenterede buketten til museet, hvor den kan ses.

Da HCA døde, fandt man på hans bryst en læderpung, der indeholdt Rigborgs afskedsbrev til ham. Man fandt, det var for personligt, og valgte at brænde det. På det tidspunkt brugte man ellers at sende breve i et dødsbo tilbage til afsenderne, hvis de altså stadig var i live. Her valgte man dog ikke at bringe Riborg i forlegenhed, da hun jo havde mand og voksne børn. At HCA opbevarede Riborgs brev ved sit bryst hele livet, er nok det klareste bevis for, hvor højt han havde elsket hende – og stadig gjorde!

HC Andersen 1834
For at forsøge at glemme sin ulykkelige forelskelse i Riborg, tog HCA på sin første store udlandsrejse. I Italien blev han i 1834 portrætteret af maleren Albert Küchler, der udførte både et oliemaleri og en tegning af digteren. 
Riborgs buket

HC Andersens buket til Riborg gemte hun hele livet, og den kan idag ses i HC Andersens Hus i Odense, som har været så venlige at tilsende os billedet.

Dyreborg 1816 – 1866, Fundet på historiskekort.dk